I skoleåret 2019/20 har Lyngholmskolen fået ny struktur for vores 0. og 1. klasser. Vi oplevede, at overgangen fra 0. klasse til 1. klasse var svær for mange børn. De skulle møde nye voksne, have en anden struktur på skoledagen og have fag i deres undervisning, de ikke havde haft før. Vi ville gerne give børnene mulighed for at have trygheden i de kendte rammer, de kendte voksne og måden deres dag var struktureret på i en længere periode. 

Miniuniverset er den ramme vi på Lyngholmskolen har sat for at give alle elever mulighed for at blive mødt i deres nærmeste udviklingszone. Vi har skabt mulighed for kontinuitet og sammenhæng i lærer/pædagog relationen. Eleverne er i den samme struktur gennem to år, hvilket giver os kendskab til deres progression og giver tryghed hele dagen. Vi kan lave holddeling og differentiering, hvor vi skaber rammerne for, at alle elever kan arbejde med deres individuelle mål på det niveau de er.

Lyngholmskolen05

GR

Da vi har erfaret, at vores elever møder skolen med meget forskellige forudsætninger for at lære at læse, og vi ønsker progression i vores læseresultater, har vi prioriteret ekstra ressourcer til 0. og 1. årgang, der skal give bedre muligheder for holddeling i og omkring læseundervisningen. Vores ambition har været at give alle elever på disse årgange en daglig læsestund, hvor de arbejder med en bog, der passer til deres niveau, og i et fællesskab med andre på samme læseniveau. Konkret betyder det, at eleverne bliver delt i grupper på ca. 6 elever på tværs af årgangen og i nogen grad på tværs af 0. og 1. årgang. Gruppen arbejder sammen med en voksen om den samme bog. Systemet, som denne undervisning er bygget op omkring, hedder Guided Reading, og formålet er at styrke elevernes læsestrategier, så de både får læsetræning, men samtidig bliver bedre til at hjælp sig selv videre i læseprocessen. 

Ved at eleverne mødes i grupper på tværs af klasser og årgange, forøges sandsynligheden for, at alle elever føler sig som en del af et succesfuldt fagligt fællesskab - ikke kun i egen klasse, men også på årgangen og i miniuniverset. Denne holddeling på tværs har også fremmet nye venskaber i klasserne, på årgangene og i miniuniverset. At eleverne føler sig som en del af andre faglige- og sociale fællesskaber stiller dem fremover i en mindre sårbar situation.  

Del: