I ønskes alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår.
Skolen holder juleferie fra den 20. december til og med den 4. januar.
Lyngholmskolen er en veletableret, attraktiv folkeskole i Farum med 630 elever og 90 medarbejdere.
Skolen er det positive tilvalg for de fleste forældre i distriktet, og vores elever er den fantastiske sum af de forskelle og fællestræk, der karakteriserer Farum.
Fysisk ligner skolen en lille by
Her er hyggelige, træbeklædte huse, lækre boldbaner og legepladser, et børnevenligt hovedstrøg med et torv, hvor vi samles til hverdag og fest.
Et godt sted at være er et godt sted at lære
På vores skole har elevernes og medarbejdernes trivsel og udvikling første prioritet, og skolen bygger på et fundament af stærke fællesskaber og undervisning af høj karat.
Her ruller fagligheden og kreativiteten i blodet
Vi taler til alle sanser. Vi bringer hjerner i sving og hjerter i spil.
Vi sætter strøm til hverdagen, hælder virkeligheden på glas, lytter til vinden, smager på fremtiden og udruger idéer med et mål og en mening.
Vi har ambitioner for alle - både fagligt og socialt
Vi vil have glade, motiverede børn og unge, som står på tæer, fordi de kan og vil. Vi vil have trygge forældre, der bliver set, hørt og forstået, og som føler sig inddraget i børnenes læring og skolens liv. Og vi vil have dygtige, modige medarbejdere, som smitter eleverne og hinanden med faglighed og indlevelse.